Spring til indhold

Mød borgersamlingens ekspertpanel

Mød eksperterne

Ekspertpanelet hjalp borgersamlingen med viden og indsigt, så alle var kvalificeret klædt på til at deltage og komme med anbefalinger.

Ekspertgruppen bestod af personer, der med forskellige fagligheder kunne bidrage med deres særlige viden.

 

Thomas Ravn, som er direktør i Verdens Bedste Nyheder
Ekspert

Thomas Ravn

Jeg hedder Thomas Ravn-Pedersen og er direktør for Verdens Bedste Nyheder, hvor jeg arbejder med konstruktiv journalistik og Verdensmål. Verdens Bedste Nyheders vision er, at alle danskere får en aktuel og nuanceret viden om verden. Vi tror på, at den nuancerede viden skaber håb – og at håb skaber motivation for handling. Og det er nu, der skal handles for at føre verdens vigtigste plan ud i livet. Og det er der heldigvis masser af håb for, at vi kan. Jeg har en fortid i Danmarks Radio og Folkekirkens Nødhjælp som journalist og chef, hvor jeg også har arbejdet med at formidle verden – og med at engagere frivillige og borgere i samfundsudvikling.

Video: Hør Thomas fortælle​

Anja Whittard Dalberg, som er chef for Teknik og Miljø i Rudersdal Kommune
Ekspert

Anja Whittard Dalberg

Jeg hedder Anja Dalberg, jeg er 47 år og er områdechef for Teknik og Miljø i Rudersdal Kommune. Jeg har beskæftiget mig med det tekniske område i de sidste 20 år og har blandt andet arbejdet i forskellige kommuner og i Miljøstyrelsen med bæredygtighed, miljø, natur, klima, cirkulær økonomi og affald. Alle områder i Teknik og Miljø arbejder bredt for at indfri FN´s verdensmål. I Teknik og Miljø arbejder vi med mange spændende projekter som fx bæredygtig parkdrift, smukke grønne veje, øget brug af sensorer og digitalisering, samarbejde med lokale virksomheder om grøn omstilling, kollektiv trafik, optimering af kommunens ejendomme ift. energi, øget genanvendelse af affald og meget andet.

Video: Hør Anja fortælle

Flemming Johannesen, som er fungerende kommunikationschef for FN Byen
Ekspert

Flemming Johannesen

Jeg hedder Flemming Johannesen og har arbejdet med kommunikation i FN Byen i Nordhavnen de seneste fem år. Vi laver kommunikation for vores ca. 2.000 kolleger fra 108 forskellige lande. I København er FN repræsenteret ved 11 forskellige organisationer, som arbejder med alt fra ligestilling mellem kønnene til håndtering af den globale COVID-19 pandemi. Alle organisationerne arbejder på hver deres måde på at indfri de 17 verdensmål inden 2030 og vi hjælper som kommunikationskontor med at fortælle deres mange gode historier. Før min nuværende stilling var jeg souschef i Udenrigsministeriets kommunikationsafdeling og gjorde som russisk sprogofficer for snart 20 år siden tjeneste ved den danske ambassade i Moskva, førend jeg tog en kandidatgrad på RUC i International Kommunikation kombineret med Filosofi og Videnskabsteori.  

Video:Hør Flemming fortælle

 

Søren Hermansen, stifter af Samsø Energi Akademi
Ekspert

Søren Hermansen

Jeg er født, opvokset og bor på Samsø - og har gennem 20 år været leder af Samsøs transformation til en 100% selvforsynet energi-Ø. Det har medført en stærk erfaring i borgerinddragelse, medejerskab og etablering af fællesskaber. Jeg skrev i 2011 bogen FÆLLEDSKAB sammen med Tor Nørretranders og arbejder globalt med lokalsamfund. Jeg er direktør på Samsø Energiakademi, adjungeret professor på Aalborg universitet, Æresdoktor på TU DELFT i Holland, men i dagligdagen er jeg Søren fra Samsø!

Video: Hør Søren fortælle​

 

Lene Lilja Petersen, som er Centerchef for Sociale Indsatser i Rudersdal Kommune.
Ekspert

Lene Lilja Petersen

Mit navn er Lene Lilja Petersen. Jeg har arbejdet på det sociale område i 20 år, og jeg har beskæftiget mig med udsatte og sårbare unge og voksne i alle årene. I dag er jeg centerchef i Center for Sociale Indsatser i Rudersdal Kommune. På det sociale område i Rudersdal er vi særligt optagede af at finde mange forskellige veje til at mennesker kan få et meningsfuldt, sundt og godt liv. Vi ved, at alle mennesker trives bedst sammen med andre, og at potentialerne for at leve et godt liv med både fysiske udfordringer og psykiske sårbarhed øges betragteligt, når vi har adgang til meningsfulde og givende fællesskaber. Jeg vil glæde mig særlig meget, hvis vi lykkes med at få dette perspektiv med ind i vores arbejde med FN’s verdensmål i Rudersdal. 

Video: Hør Lene Lilja fortælle​