Kommunalbestyrelsen valgte, at borgersamlingen i Rudersdal skulle arbejde med hovedspørgsmålet:
”Hvordan skal livet i Rudersdal se ud i en bæredygtig fremtid, hvor vi sammen realiserer verdensmålene?”
Det blev borgersamlingens opgave at komme med anbefalinger til, hvordan man rundt om i kommunen kan omsætte verdensmålene til praksis og til lokale initiativer, blandt borgerne, i foreninger, virksomheder, skoler og i lokalsamfundet. Derudover blev det også borgersamlingens opgave at prioritere i verdensmålene og udpege, hvilke mål som er særligt relevante at arbejde med.
Formålet med at arbejde med spørgsmål som disse ved hjælp af en borgersamling er at forankre arbejdet med komplekse og globale udfordringer lokalt og samtidig sikre, at det sker med udgangspunkt i et stærkt borgerperspektiv.